Hvedevænget 1, Bjælkerup, 4660 Store Heddinge

Rummelig villa med mulighed for at sætte jeres eget præg

I det rolige og naturskønne område Bjælkerup, som i takt med årene er vokset sammen med Store Heddinge, finder I denne villa. Her bor man med grønne omgivelser og et hyggeligt lokalsamfund, der rummer alt til hverdagen – fra skole og indkøb til fritidstilbud. Nu har I chancen for at overtage denne bolig og forme den efter jeres egne drømme og behov.

Her er tale om en muret villa fra 1969, som byder på 126 kvadratmeter og yderligere 70 anvendelige m² i den lyse kælder, hvor I blandt andet finder en integreret garage. Boligen står hovedsageligt i sin oprindelig stil, hvilket giver rig mulighed for at bevare charmerende detaljer og samtidig tilføre moderne opdateringer.

Planløsningen er velindrettet med en separat værelses- og opholdsafdeling. Værelsesafdelingen rummer et soveværelse og tre yderligere værelser – såvel soveværelset som to af de øvrige værelser har indbyggede skabe.  I denne del af huset er der et pænt, flisebelagt badeværelse med både badekar og muret bruseniche. I opholdsafdelingen ligger køkkenet og den store, højloftede vinkelstue. Køkkenet har morgensol og god plads til en spisekrog, mens stuen imponerer med sit dejlige lysindfald fra de store vinduespartier og fleksible indretningsmuligheder. Herfra er der direkte udgang til haven. Kælderen byder – foruden garagen – på et toilet, vaskerum, værksted og opmagasineringsrum. Her er masser af muligheder for hobbyaktiviteter og praktiske løsninger.

Haven er anlagt med græsplæne, frodige buske og blomstrende bede, og den let hævede fliseterrasse vender perfekt mod vest. Her kan I nyde aftensolen i ugenerte omgivelser takket være hæk og hegn.

Fra adressen er der gåafstand til Store Heddinge Skole, daginstitutioner og fitnesscenter. På cykel kommer I nemt til byens gode indkøbsmuligheder, og I finder både specialbutikker, caféer, svømmehal og togstation i nærområdet.

Velkommen til Hvedevænget 1, Bjælkerup, 4660 Store Heddinge !

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.